Sprogspillet

Fra upopulær idé til færdigt spil

Sprogspillet er Danmarks første ikkedigitale brætspil om sprog. Det ikkedigitale har været vigtigt. Tiden må være kommet til at løfte blikket fra skærmen. Det gik op for mig den dag, jeg så mig omkring i mit eget køkken:

For meget digital aktivitet giver kosteskaftnakke, onde øjne og pladderhjerne, og Sprogspillet begyndte da også med en ikkedigital bog. I 2015 udgav jeg denne bog til svigtede sprogbrugere:

 

 

Den kender de fleste efterhånden. Men allerede før den udkom, mente jeg, at den skulle ende som et spil. Jeg besøgte forskellige folk, der gav sig af med den slags, men de var vilde med digitale løsninger, og én talte ovenikøbet om at lave små film. Hold nu op! Jeg ville have et brætspil.

Men det var der ingen andre, der ville, så jeg lagde idéen på køl. Hver gang jeg tænkte på det brætspil, var det en overvældende og fremmed opgave, jeg slet ikke magtede alene. Indtil den dag, hvor jeg tænkte: “Nå. Men så kan man da prøve sig lidt frem." 

Så lavede det her mesterværk:

 

 

Og slæbte det op på Gyldendal og spillede det med fire redaktører og the big honcho fra merchandise-afdelingen. Ét spil var nok til at forstå, hvad der var i vejen. Det gik for langsomt. Spørgsmålene var for svære. Spillerfeltet var for samlet. Men de syntes, det var sjovt – alle undtagen The Big Honcho – og deres feedback var fantastisk.

På basis af den oplevelse rettede jeg til og bad Harvey fra Imperiet om at lave et bræt, der skulle ligne et skrivebord på et herreværelse:

 

 

Med tydelig inspiration fra min anden sprogbog, som lige kan anes i øverste venstre hjørne. Det printede jeg ud og klæbede op på den anden side af min mands demonstrationsskilt, fra dengang vi demonstrerede mod fake science.

 

 

Og så gik den vilde tur rundt til alle de testspillere, jeg kunne støve op. Spørgsmålene var printet ud, klippet ud ét for ét og puttet i uskønne bægre fra Tiger.

 

 

For hvert spil en rettelse. Det var hele tiden tempoet og mekanikken, der blev rettet. Men kan du se de dér mærkelige pølser, der ligger på bordet?

Det var afskårne fingre, jeg havde købt i en horrorshop – og hele meningen med det askebæger, der var placeret midt på brættet – og som jeg fik hug for. Det var efter sigende politisk ukorrekt. Men joken var, at når ingen kunne svare på spørgsmål, måtte andre byde ind og "række hånden op". Det skulle man altså bruge de fingre til.

 

 

Men der var ingen, der kunne lide de fingre. Nu vi var i gang, kunne de heller ikke lide askebægret. Jeg var stædig og ville have mine fingre, men det var en kort romance, for de brætspilsproducenter, jeg kontaktede, ville overhovedet ikke have med de fingre at gøre. De var forbudte ifølge en miljøregel fra EU, påstod de. Det forstod jeg ikke, for jeg havde jo købt dem i en dansk forretning og de var made in Spain. Børn legede for pokker med de fingre.

Mens finger- og askebægerdebatten kørte, luftede folk også deres utilfredshed med min elskede herreværelsesstemning. Det var fandeme for BRUNT. Jamen så laver jeg det bare mindre brunt. Rolig nu. Herefter fulgte farvejusteringer, seks i alt.

 

 

Farveelskerne blev ved med at sige MERE farve, indtil det endte i det rene farvelade:

 

 

For meget farvelade for de folk (mig), der bedst kunne lide det brunt, forstås. Harvey havde været meget tålmodig med alle mine farveskift, og pladen fejlede ikke noget, men der var tydeligvis brug for at ryste posen og begynde forfra. Og finde en passende stand-in for mine elskede horrorfingre.

Efter råd fra en god kollega drog jeg med det oprindelige brune bræt under armen ud til grafiker Henriette Mørk langt ude på Amager. En smuk og stovt kvinde, som straks begyndte at tegne fingre – som man aner:

 

 

Og så gik Henriette Mørk i gang med et farverigt spil på grøn billardfilt, alt for feminint, mente jeg.

 

 

Og sneglen pruttede uskønt. 

 

 

Hvad vi skulle med den snegl? Sætte farten ned for den alt for heldige og alt for dygtige spiller, der bare strøg igennem spillet, mens de andre sad og græd. Sådan skal det jo heller ikke være. Og samtidig skal det jo heller ikke være sådan, at alle får en præmie ligesom i de små klasser. Det er altså ikke helt nemt, det her med at lave spil. 

Jeg håber, at det rigtige kompromis er fundet, og at I både vil have det sjovt med Sprogspillet og samtidig blive klogere. Amen.